Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er livet fyldt med en masse valg og ting, der skal tages stilling til. Hvis du vælger at gøre én ting, så vælger du automatisk noget andet fra i det givne øjeblik. Sådan er det at være menneske; vi kan ikke være to steder på én gang, og derfor må vi træffe beslutninger hele tiden. Lige nu har du for eksempel besluttet dig for at læse med her, men måske du om lidt beslutter dig for noget andet. Og måske du, ligesom så mange andre, kender følelsen af ubeslutsomhed. Det er netop det, det her indlæg handler om. For i en verden af muligheder, kan beslutningstagen være utrolig svært og tidskrævende - så hvordan gør vi det nemt for os selv?

Faktisk er det så heldigt, at vi alle har verdens bedste beslutningstager medfødt i os - den hedder din intuition. Så hvad er det? Du kender nok følelsen af at vide, at noget er rigtigt, uden at du aner, hvorfor du ved det. Du har bare en mavefornemmelse. Og den, mavefornemmelsen, er et udtryk for din intuition. Det er evnen til at se en sammenhæng, uden at du forinden har tænkt det hele rationelt igennem. Intuitionen er direkte og umiddelbar, og adskiller sig altså fra at tænke eller at analysere. Det handler om at vide noget ved at lytte indad og ikke udad. Efter min erfaring, så er det når vi lytter til den intuition, at magien sker. Når vi tør følge mavefornemmelsen og hjertet, fremfor det evigt overtænkende hoved, så tager vi vores bedste beslutninger.

Som sagt, så har vi allesammen en medfødt intuition. Sagen er bare den, at hvis man ikke bruger den eller lytter til den, så bliver den mindre og mindre. Den skal altså trænes, sådan så man lærer at skelne mellem den og egoet. En god tommelfingerregel er, at egoet handler i frygt, og derfor vil fortælle dig ting som "du er ikke god nok", "hvad hvis det går galt" eller "du er ikke klar til det her" osv. - ofte i situationer, som vi ellers vil kunne lære eller vokse af. Det kunne fx være et nyt job, et nyt sted at bo eller generelt det, at komme ud af komfortzonen. Egoet er en uundgåelig del af os, men ikke en del der skal have lov til at træffe vores beslutninger.

5 tips til en stærkere intuition

Hvordan træner vi så intuitionen, fremfor egoet?

1. Stil spørgsmålet: føles det her som noget der udvider min horisont og bevidsthed eller ej?

Gå efter det, der føles godt, lærerigt og rart! Gå efter det der tilføjer værdi og ikke stjæler værdi (her snakker jeg ikke om pengemæssig værdi). Det lyder som en "no brainer", men alligevel tror jeg, at der mange af os, der ikke gør det. Vi fokuserer alt for meget på, hvad det smarte og "rigtige" valg mon vil være; om noget nu vil få os tættere på vores mål eller om det er splid af tid. Men ingen af os kan se ud i fremtiden, så hvorfor ikke fokusere på det der føles godt nu og her? Og nu tænker du måske "ja, ja, men det føles godt sådan en mandag morgen at blive liggende i sengen, fremfor at tage på arbejde. Skal jeg så gøre det?" Nej, selvfølgelig ikke - sådanne dage kan vi alle have. Men! Hvis det 9 ud af 10 gange føles forfærdeligt at skulle afsted på arbejde, så skal du lytte efter. Hvis dit job tager mere værdi og energi end det giver dig, så er der noget, der skal laves om.

2. Tag lidt alenetid

Gå fx en tur alene, uden mobil eller andre forstyrrelser, og bare lyt og observer. Hvis der for meget støj omkring dig i din hverdag, så kan det nemlig være svært at skelne intuitionen fra alt det andet.

3. Spørg dig selv først

Når vi står overfor en svær beslutning, så kan vores første indskydelse ofte være at ringe til et familiemedlem eller en ven og høre, hvad de synes. Og omend jeg klart er fan af at sparre med og lære fra andre, så vil jeg alligvel opfordre dig til, at du først og fremmest spørger dig selv, hvad du føler - uden at tænke og undersøge alle mulige fakta. Bare lyt til din allerførste indskydelse.

4. Dyrk yoga

Ja, den måtte jo komme. Men yoga er altså bare en ekstrem god måde at komme i tættere kontakt til sin krop på. Både de fysiske yogaøvelser, åndedrætsøvelser og meditation kan træne os i at lytte bedre efter til alle de signaler, vores intuition sender os. Så hop endelig på måtten, mærk din krop og din vejrtrækning - også selvom det bare er 10 minutter.

5. Læg mærke til, om du ofte har den samme tanke

Vores intuition giver ikke op så nemt, og den vil blive ved med at forsøge at lede dig i den rigtige retning. Så hvis du ofte har en tanke der dukker op ud af ingenting, så er den nok værd at dykke mere ned i. Det kan være alt fra en tanke om at male et selvportræt, til en idé om at bygge en selvkørende cykel. Hvis du ofte har tanken og en følelse af, at den ikke rigtig vil gå væk, så er det højest sandsynligt din intuition der kalder.

Jeg håber at disse tips kan hjælpe dig og din intuition lidt på vej, og inspirere dig til at forfølge dine drømme. Livet er nemlig alt for kort til at lade vær.