Det er næsten weekend, og hvis det ikke er en god undskyldning for at bage en lækker kage, ja, hvad er så? :-) I køkkenet forsøger jeg ofte at kombinere min ene passion for søde sager og chokolade med min anden passion for sundhed. For ja, de to kan meget vel forenes, og det resulterer blandt andet i opskrifter som denne: en lækker, svampet brownie uden raffineret sukker, mel og æg, men i stedet lavet på søde kartofler, havregryn, mandler og dadler. Det gør, at den ikke bare er fyldt med "tomme kalorier", men indeholder derimod gode mængder af fibre, protein, A-, og C-vitamin, calcium samt umættede fedtstoffer. Den her brownie er altså et super godt bud, når den søde trang melder sig. Og jeg lover, at smagen ikke fejler noget!

Ingredienser

  • 400 g. søde kartofler
  • 200 g. dadler (de store og bløde, uden sten)
  • 100 g. glutenfri havregryn (blendet fint til mel)
  • 75 g. mandelmel (kan laves selv, ved at blende mandler fint i en foodprocessor)
  • 50 g. kakaosmør el. kokosolie
  • 4 spsk. kakao
  • 1 knsp. salt
  • 50 g. mælkefri mørk chokolade (min. 85%)
  • 50 g. mandler

Sådan gør du

  1. Skræl de søde kartofler, skær dem i tykke skiver og kog i ca. 25 min. De skal være bløde og gennemkogte.
  2. Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem køle af.
  3. Tænd ovnen på 180 grader.
  4. Blend nu havregryn og mandler (medmindre du bruger færdigkøbt mandelmel) i en foodprocessor, indtil de er finthakkede.
  5. Smelt kakaosmør eller kokosfedt og tilsæt det til mandel/havremelet, sammen med dadler, kakao og salt. Kør kortvarigt.
  6. Tilsæt nu de kogte søde kartofler og kør indtil du har en sammenhængende dej uden klumper.
  7. Hak mandler og chokolade groft, og rør det i blandingen.
  8. Kom kagedejen i en smurt lille bageform og bag den i 25-30 min. Den skal gerne være fast på toppen.
  9. Lad kagen stå i min. 30 min., så den kan sætte sig, inden du skærer den ud. Kagen kan holde sig på køl et par dage.

Referencer

  1. https://www.livestrong.com/article/555586-almonds-nutrition-inflammation/
  2. https://www.livestrong.com/article/424496-sweet-potato-and-weight-loss/