Dette er sidste indlæg i miniserien om kroppens energicentre, chakras. Læs del 1 her og del 2 her.

De foregående uger har jeg kastet mig ud i at fortælle lidt om chakrasystemet. Jeg er nu nået til sidste del af den her miniserie, og det skal handle om de fire øverste, åndelige, chakras. Det er klart til den mere spirituelle side, så jeg håber, at du vil holde et åbent sind, mens du læser dette ☺️

Ifølge yogisk filosofi, er det vigtigt, at holde chakraerne åbne, da de bringer os tættere på “enlightenment”, dvs. en erkendelse af vores spirituelle eksistens og rene bevidsthed. Alle chakraerne er lige vigtige, da de har forskellige egenskaber og vækker forskellige dele af hjernen, Hvor de tre første chakras kan ses som mere fysiske af natur, omhandler de fire øverste chakras vores mentale og sjælelige sider.

Anahata chakra - 4. chakra

Anahata er placeret i midten af brystkassen og kaldes derfor hjertechakraen. Den er broen mellem vores krop, sind, og sjæl, og forbinder derved de tre nederste, jordforbundne, chakraer med de tre øverste. Hjertechakraen repræsenterer renhed, kærlighed og samhørighed, og når energien flyder frit gennem Anahata, vil vi ikke blot være kærlige over for andre, men også over for os selv. Det hjælper os til at åbne op for vores følelser, uden at vi bliver overrumplet eller styret af dem.

Ifølge yogisk filosofi vil man først blive en ægte yogi, når Anahata åbner sig. Det er nemlig først her, at vi er i stand til at overvinde vores ego og i stedet bruge den magt, der ligger i vores egen bevidsthed. Kærlighed fjerner nemlig egoisme, og når anahata er åben vil vi ikke længere være knyttet til verdslige, fysiske goder. I stedet vil vi føle os optimistiske, frie og fredfyldte, og vi vil være i stand til, at lytte til vores hjerte.

En ubalance i anahata kan vise sig i form af hjertekarsygdomme, astma, allergier, lungesygdomme og brystkræft, samt problemer med at give og modtage kærlighed. For at stimulere energien i anahata, kan man bl.a. lave yogastillinger der åbner brystkassen, da de gør dig i stand til at trække vejret dybere og danner mere prana (energi) i hele vores system. Her er især bagoverbøjninger som ustrasana, urdhva mukha svanasana, dhanurasana og urdhva dhanurasana gode.

Anahata repræsenterer kærlighed og dens bija-mantra (ordlyd) er "yam".

Vishuddhi chakra - 5. chakra

Vishuddhi er placeret bag struben, og kaldes derfor hals-chakraen. Selve ordet er afledt af ”visha”, der betyder urenhed og ”suddhi”, der betyder udrense - således hjælper vishuddhi os med rense både krop og sind. Det er også den chakra der styrer al verbal kommunikation, samt hjælper os til at tale, lytte og udtrykke vores højeste sandhed - både over for os selv og andre.

Når vishuddhi er åben, vil vi bedre kunne acceptere hvad livet byder på, og lade tingene udfolde sig, som de skal. Det siges også, at når vishuddhi åbner sig, vil vi være i stand til at udvikle synske kræfter, og ikke mindst kunne diskriminere mellem de synske billeder vi faktisk modtager, og de billeder der stammer fra vores egne personlige ønsker.

En ubalance i vishuddhi kan bl.a. vise sig i form af kroniske halssmerter, hæs stemme, blister i munden og stammen, samt problemer med at verbalisere ens behov, ønsker og meninger på en venlig og sympatisk måde. For at stimulere energien i vishuddhi, kan man lave yogastillinger der smidiggør og skaber plads omkring hals og nakke. En anden form for praksis for vishuddhi er, at øve sig i at tale sin sandhed. Det kan fx gøres ved, at øve noget man vil sige til andre over for sig selv først, eller måske skrive det ned på papir. Det er vigtigt at huske på, at det at tale ens sandhed ikke betyder, at man skal være unødig kritisk eller taktløs over for andre. En god gammel regel, som jeg også tidligere har delt på Instagram er, at stille sig selv følgende spørgsmål inden man taler: “Er det sandt? Er det nødvendigt? Er det venligt?”.

Vishuddhi repræsenterer kommunikation og dens bija-mantra (ordlyd) er "ham".

Ajna - 6. chakra

Ajna er placeret imellem øjenbrynene, og kaldes også det "tredje øje" chakra. Ajna betyder “sindets chakra” og det er her, vores refleksion omkring vores højeste bevidsthed begynder. Det er også ved denne chakra at de tre nadier, ida, pingala og sushumna, mødes og forbinder det ubevidste med det bevidste.

Ajna repræsenterer kommunikation på et højere plan og ikke mindst vores intuition. Vi har alle en intuitiv evne, men hvis vi over en længere periode ikke lytter til den eller stoler på den, så kan vi ende med at træffe dårlige beslutninger og føle os ude af trit med os selv. En skarp og stærk intuition er mere end det bogstavelige og logiske, som mange af os ellers normalt forholder os til. Intuition er en følelse af at blive draget i en retning, der er i vores bedste interesse, selv når vores rationelle side prøver at modstå det. Når ajna vågner, vil vi udvikle en visdom der er uafhængig af vores sanser.

Ubalancer i ajna-chakra kan vise sig i form af slagtilfælde, hukommelses- og koncentrationsproblemer, tumor i hjernen, døvhed, blindhed og andre neurologiske lidelser. Yogiske praksisser der kan hjælpe med at stimulere energien i ajna er åndedrætsøvelsen Nadi Shodhana, chanting, samt meditation på det tredje øje.

Ajna repræsenterer intuition og dens bija-mantra (ordlyd) er “om".

Sahasrara - 7. chakra

Sahasrara er det sublime og fuldkomne, og kaldes “den tusindbladede lotus”. Den er placeret på toppen af hovedet, og repræsenterer “enlightenment” og spirituel bevidsthed til vores højeste selv og til det guddommelige.

Ubalancer i Sahasrara kan vise sig i form af energiforladthed, udmattelse, mentale lidelser, indlæringsvanskeligheder, samt epilepsi. For at arbejde med Saharara og skabe forbindelse med det sublime, er det nødvendigt, at åbne alle andre chakras først. Det kræver tålmodighed og dedikation, og for de fleste sker denne spirituelle opvågnen og bevidsthed ikke lige med dette samme.

Sahasrara repræsenterer erkendelse og har intet bija-mantra.

Således en gennemgang af de fire øverste, åndelige chakras.

Hvad tænker du om hele chakrasystemet? Har du arbejdet med dine chakras, eller er det ikke lige noget du finder interessant? Jeg vil slutte af med et godt citat af David Frawley, som siger lidt om, hvad hensigten med at vække vores chakras egentlig er.

“The purpose of opening one’s chakras is not to improve one’s capacity in the ordinary domains of human life, but to go beyond our mortal and transient seeking to the immortal essence.”

Tak for, at du læste med!