Dadelkugler smager skønt, og jeg laver dem gerne i alle mulige varianter med forskellige kerner, nødder og krydderier i. Jeg har tidligere lavet nogle med baobabpulver og mandler, mens en anden variant indeholder lakrids og citron.

I dag får I to opskrifter til den søde juletid. Den ene er mere proteinrig variant med røde kidneybønner og tahin (og nej, de smager ikke "bønneagtigt"), mens de andre er mere friske i smagen med kokos og appelsin. Begge er uden tilsat sukker, hurtige at lave og kan fryses ned. Så du kan roligt lave en stor portion og gemme til senere i december.

Proteinrige daddelkugler med tahin

Ingredienser

  • 230 g. kogte røde kidneybønner
  • 150 g. dadler (de store og bløde, uden sten)
  • 50 g. mandelmel
  • 3 - 4 spsk. kakao
  • 2 - 3 spsk. tahin (kan også erstattes af peanutbutter)
  • 1 spsk. kokosolie
  • Sesamfrø til at rulle i

Sådan gør du

  1. Kør først kidneybønnerne i en foodprocessor i 1 minuts tid.
  2. Tilsæt herefter resten af ingredienserne og kør til du har en sammenhængende masse.
  3. Smag til, og tilsæt eventuelt mere tahin eller kakao.
  4. Sæt massen på køl i en times tid (så er det nemmere at arbejde med) og rul herefter kugler i den ønskede størrelse.
  5. Tril i sesamfrø og hold dem kølige indtil servering.

Friske daddelkugler med appelsin og valnødder

Ingredienser

  • 250 g. dadler uden sten
  • 100 g. valnødder
  • 100 g. kokosmel
  • 1 spsk. kokosolie
  • 1 knsp. salt
  • Saft fra 1 appelsin
  • 1 tsk. vanilje
  • Birkesfrø til at rulle i

Sådan gør du

  1. Kom alle ingredienserne i en foodprocessor, og kør til du har en sammenhængende masse. Smag til.
  2. Sæt massen på køl i en times tid (så er det nemmere at arbejde med) og rul herefter kugler i den ønskede størrelse.
  3. Tril i birkes og hold dem kølige indtil servering.