Ferie handler for mange af os om at komme væk fra dagligdagen, opleve noget nyt, stresse af, og ikke have bekymringer større end “hvad skal mit næste måltid være?”. At rejse er jo at leve, som en eventyrlig mand engang sagde, men... Rejser er også skyld i en ret betydelig CO2-udledning og ikke så bæredygtigt. Så hvordan balancerer man lige lysten mellem at udforske og opleve verden med lysten til at passe godt på den?

Tips til en mere bæredygtig rejse

Jeg har gjort mig en del overvejelser om det at rejse, og om hvordan jeg kan balancere eventyrlysten med det bæredygtige. Og jeg håber, at mine overvejelser og tips kan inspirere lidt. De er ikke perfekte (for det perfekte ville nok være at blive hjemme), og de skal heller ikke ses som en løftet pegefinger, for bæredygtighed handler i min optik heller ikke om, at man skal gå på kompromis med sin livskvalitet. Men vi kan og skal allesammen bidrage til at få vendt de udfordringer menneskeheden står over for.

Transporten

  • Offentlig transport: Hvis du har mulighed for at rejse med tog eller bus, så er det klart foretrukne alternativer. Tog er det mest effektive, men begge former for transport udleder langt mindre CO2 end fly eller bilen. Når du kommer til busser skal du selvfølgelig være opmærksom på, hvornår de er fra, og hvor brændstofeffektive de er.
  • Bilen: Har du en brændstofsøkonomisk bil, og er du mere end én person der skal på ferie? Og har I ikke mulighed for at tage toget? Så hop i bilen fremfor flyet. Omend biler ikke er ligeså effektive som offentlig transport, så er det stadig et langt bedre alternativ end flyet. Ifølge grist.org, så udleder en køretur på ca. 500 km. omtrent 104 kg. CO2 (uanset antallet af passagerer), mens en flyvetur på samme distance udleder 184 kg. CO2 pr. passager. Der er dog lidt debat om tallene hvis man rejser alene, så mit råd vil være, at prøve samkørsel - jo flere I kan være i bilen, jo bedre! Brug fx GoMore til at søge efter en tur eller til at lægge din egen op. Igen skal du være opmærksom på, hvor på langt din bil kører på literen. En bil der kan køre 30 km/l er klart bedre end en der kan køre 10 km/l. Og har du en hybrid eller elbil, så er det endnu bedre.
  • Fly: Og så nåede vi til den helt store syndere: flyet. For ja, medmindre man har en meget gammel bil, og ikke kan finde nogen andre at køre med, så er flyet den transportmulighed, der udleder mest CO2. Men flyet kan jo være en nødvendighed engang i mellem - især hvis vil rejse lange distancer. Mine råd til dig der flyver er: 1) Vær mindful omkring antallet af flyrejser. Jo færre ture, jo bedre. 2) Saml dine rejser. Kan du tage på ferie, og besøge venner eller familie. Skal du på forretningsrejse, og kan du overbevise din arbejdsgiver om at tage på personlig ferie i forlængelse af dit arbejde, når du nu allerede er på destinationen. På den måde kan du spare en hel flyvetur, og måske endda penge. 3) Pak let. Jo lettere en kuffert du har, jo lettere bliver flyet, og jo mindre brændstof skal der bruges på turen. Ja, jeg ved godt at det umiddelbart ikke batter meget, men husk, at mange bække små, leder til en stor å. 4) Fly direkte. Det er især starten og landingen der er brændstofskrævende, så hvis du kan flyve direkte (økonomisk bæredygtigt for dig også), så er det klart bedst.

Pakkelisten

  • Tag din egen vandflaske og service med. Jeg vil anbefale, at man anskaffer både en madbeholder og en vandflaske der er lavet af metal, så den ikke så nemt går i stykker på farten. Endnu bedre er det, hvis din vandflaske er udstyret med et lille filter. Så kan du tappe vand fra vandposter, og undgå at skulle købe engangs-plasticflasker med vand. (Sørg for at undersøge hvordan vandkvaliteten er i det land du besøger, inden du drikker vand direkte fra hanen). Og med din egen madbeholder under armen, kan du nemt takke nej til engangsemballage, fx hvis du køber street food.
  • Pak dine egne hår- og kropsprodukter - og lad vær med at bruge de små fra hotellerne. Man kan fx erstatte den flydende shampoo med lækre (faste) shampoo-“stykker”, som man nemt kan have med i sin håndbagage. På den måde kan du spare en del engangsplast.
  • Reef-friendly solcreme: Når sommeren er over os, er det meget vigtigt, at vi beskytter os mod solens UV-stråler for at undgå skade på hudcellerne og ultimativt hudkræft. Men der er mange traditionelle solcremer der indeholder stoffet Oxybenzone, som mistænkes at være meget giftigt for verdens koralrev, selv i små mængder i vandet. Dog findes der masser af solcremer, der er “reef-safe”, uden de skadelige stoffer. Hvis du også vil beskytte dig selv mod skadelig kemi, så anbefaler jeg, at du vælger en solcreme med et fysisk filter, så som zinkoxid, istedet for et kemisk filter.
  • Sig nej til alle de gratis småting, især dem af plastik. Du har ikke brug for et ekstra sæt høretelefoner på flyet, eller engangs-badetøfler på hotellet. På den måde kan du være med til at sende et signal som forbruger om, at du ikke ønsker engangsplastik.

Når du er fremme:

  • Bæredygtige hoteller: find et hotel som gør en indsats for at spare på vand og strøm osv. Selvom det føles lækkert at få skiftet sengetøjet, så er det ofte meget belastende for det lokale miljø, når store resorter dagligt vasker enorme mængder linneder og håndklæder. Der findes mange forskellige websites, der lister hoteller, der gør en indsats for at skabe et bæredygtigt hotelophold. Her kan blandt andet nævnes sitet https://ecobnb.com https://bookitgreen.com https://kynder.net/whereto
  • Lej en cykel eller gå så meget du kan. Det er godt for miljøet, og for helbredet. win-win 🥰
  • Find et mindre lokaltejet hotel, eller sågar en AirBnB. På den måde bidrager du bedre til økonomien i lokalområdet, istedet for at støtte store, multinationale virksomheder.
  • Spis lokale råvarer og gerne plantebaseret.
  • Bæredygtige aktiviteter: Tænk dig om, når du vælger aktiviteter, især naturoplevelser med vilde dyr. Mange guidede ture, som fx bådture til at se vilde delfiner eller hvaler, elefantrideture eller selfietagning med tigere, er yderst stressende for dyrene, på grund af de metoder der bliver anvendt for at skabe oplevelsen. Vær opmærksom på ture med ride- eller trækdyr, om dyrene bliver behandlet ordentligt, og at de ikke lider overlast.

Hvordan rejser vi selv?

Jeg har selv haft en del moralske kvaler, for rejser er klart det “mindst bæredygtige” område er mit liv. Jeg elsker at rejse og at opleve verden, og til det formål, der er fly bare det mest bekvemme transportmiddel. Vi skal dog skære ned på flyforbruget og i år har Simon og jeg derfor aftalt, at vi maks. må flyve to gange. Den ene flyvetur er allerede brugt, og da vi overvejer en rejse til efteråret, måtte vi vælge et andet transportmiddel denne sommer, hvor vi skal til Sydfrankrig. Vi ville rigtig gerne have taget toget (som jeg også skriver længere ned, så er toget det mest bæredygtige valg), men vi har desværre måtte give op, da togdriften her i Europa er helt umulig. For at komme fra Aarhus til Paris alene, skulle vi skifte tog fem gange og prisen lød på 1500 kr. pr. person. Og så gik for meget af feriens ressourcer lige pludselig med transporten, hvilket ikke var en mulighed for os. Mit håb er at EU (og Danmark) snart sætter togdriften på dagsordenen igen, men i år har vi valgt at tage bilen.