Som veganer er det ikke fordi, at jeg savner smagen af kød eller andre animalske produkter. Men når man er vokset op i en familie og en kultur, der har tradition for at spise kød, er det rart at have nogle alternativer, der ligner det "man kender". En af de danske klassiskere til påskefrokosten, og en af mine tidligere favoritter, er fiskefileten - også kaldet for en remouladehaj herhjemme. Så den måtte jeg eksperimentere med at lave et vegansk alternativ til! Mine fiske-frie-fileter (jeps, smart navn, ikke?) er lavet af knoldselleri og har en glutenfri panering. Og hvis du er kreativ med køkkenkniven (og måske har børn eller barnlige sjæle i huset), så kan du nemt forme dem som fisk, ved at skære selleriskiverne til fra starten.

Til en fiskefilet hører jo unægtelig remoulade til, så du finder her også en opskrift på en hjemmerørt vegansk variant.

God påske! 🐣

Ingredienser til fiske-frie-fileter

  • 1 knoldselleri
  • 1,5 dl glutenfrit mel - jeg brugte kikærtemel
  • 1-2 dl glutenfrit rasp
  • 1 dl vand
  • 1 tsk paprika
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Skær knoldselleri i skiver af ca. 0,5-1 cm. Hvis du vil forme dem som fisk, skal det gøres nu.
  2. Kog skiver i letsaltet vand i ca. 2 min. Lad dem dryppe og køle af.
  3. Bland imens en dej af kikærtemelet, vand, paprika, salt og peber. Den skal være tyk som en pandekagedej.

  4. Hæld dejen i en dyb tallerken, og hæld rasp i en anden.
  5. Vend nu de afkølede selleriskiver i dejen og derefter i rasp. Hvis dejen ikke hænger ordentlig ved stykkerne, så du skal tilføje lidt ekstra mel til dejen.

  6. Steg selleriskiver med panering i rapsolie på en pande i ca. 5-6 min. på hver side. De skal være let gyldne og pas med at give dem for høj varme.
  7. Server med en skive rugbrød og remoulade til.

Ingredienser til remoulade

  • 3 spsk. Piccalilly pickles -findelt
  • 3 - 4 spsk vegansk mayo - du kan lave den selv eller købe en. Hellmann’s og Naturli' er mine købefavoritter
  • Salt & peber
  • 1 tsk. citron (presset)

Sådan gør du

  1. Bland blot alle ingredienser og smag til.