Måske er du på udkig efter din allerførste måtte, eller også skal den gamle måske opgraderes. I al fald får du her mine bud på, hvad du skal overveje, når du skal på måtteshopping.

Tykkelse

Hvor tyk eller tynd din måtte er, vil klart påvirke komforten af den. De tyndeste yogamåtter er såkaldte rejsemåtter, som har en tykkelse på omkring 2 mm. Derimod har standard yogamåtte som regel en tykkelse på 4-4,5 mm, hvilket passer fint til de fleste. Men har du fx sensitive knæ, så kan det være en god idé, at vælge en tykkere måtte på omkring 6 mm. Omvendt vil du heller ikke have en måtte der er al for tyk, for så kan det være svært stående at finde balancen, hvilket du kan læse mere om i læse mere om i næste punkt.

Blødhed og overflade

Hvis måtten er af for blød en kvalitet, vil du synke ned og ikke stå ordentlig fast. Traditionelle træningsmåtter, som du finder i et fitnesscenter, er derfor ikke velegnede til yoga. Det er ligeledes vigtigt at du vælger en måtte, der har en overflade du kan lide. Yogamåtter der er lavet af PVC har en blød og ensartet overflade, mens måtter lavet af organiske materialer ofte er mere ru.

Materiale

Mange yogamåtter indeholder PVC der er blødgjort af phthalater. Det gør måtterne holdbare, nemme at rengøre og billige at producere, men desværre er phthalater hverken godt for miljøet eller dig (1). Forbrugerrådet TÆNK fraråder også, at man køber plastprodukter med polycarbonat og blødgjort PVC (2). Jeg anbefaler klart måtter lavet af naturgummi (medmindre du er allergisk over for latex), eller måtter lavet af phthalat-fri PVC. Der findes også måtter lavet af bomuld, kork eller jute.

Vægt

Skal du have måtten med rundt på cyklen eller måske ud og rejse? Eller bliver måtten derhjemme på stuegulvet? Den yogamåtte som jeg bruger, når jeg underviser, vejer 2,2 kg, og derfor kommer som regel ikke med i kufferten!

Længde og bredde

Typisk har yogamåtter en standard længde og bredde, men er du højere end gennemsnittet, så kan det være en idé at vælge en ekstra lang måtte.

Hvilken type yoga du dyrker

Dyrker du hot yoga, eller har du tendens til at svede, så er det vigtigt med en yogamåtte der ikke bliver glat, når den bliver fugtig. Dyrker du Vinyasa eller Ashtanga er det vigtigt at du vælger en måtte med godt greb, så du ikke glider i overgangene mellem stillingerne. Dyrker du restorativ yoga, er det rart med en måtte der er godt polstret.

Pris

Bruger du din yogamåtte stort set hver dag (som jeg selv), så vil du måske gerne investere lidt ekstra, for at få en holdbar måtte 💸 Ellers kan du sagtens få en god måtte i omegn af 300 kr.

Produktionsforhold

Er den produceret et sted hvor du kan være sikker på, at arbejds- og produktionsforhold er ordentlige? I Europa og USA kan du (som regel) regne med bedre forhold for medarbejderne, end du kan i Kina eller Bangladesh, men ingen regler uden undtagelse, så lav din research. Det er også værd at overveje om materialerne er bæredygtigt produceret uden uønsket kemi. Husk, at vi som forbrugere bærer et stort ansvar og har magt!

Det var mine tips til, hvordan du finder en ordentlig yogamåtte. Har du selv en måttefavorit? Så lad mig endelig høre, hvilken en det er i en kommentar nedenfor.

Referencer

  1. https://www.livestrong.com/article/456023-pvc-yoga-mat-safety/
  2. http://livsstil.tv2.dk/kropogsundhed/2014-05-12-forbrugerr%C3%A5det-s%C3%A5dan-undg%C3%A5r-du-farlig-hormonkemi