I går var det (åbenbart) international hummus dag! 😄Og tilfældigvis, så havde jeg brugt noget af dagen i køkkenet, hvilket blandt andet resulterede i denne gurkemejeversion af en hummus. I en tidligere opskrift har jeg skrevet lidt om, at gurkemeje kan hjælpe til at stimulere kroppens eget antioxidative forsvar, hvilket jo ikke er så tosset! Derfor røg der et par skefulde af det i hummussen, hvilket fungerer ret så godt 😋

Hummus er nemt at lave, og du kan bruge det til alverdens sager - fx som fyld i sandwich eller pitabrød eller som dips til grøntsagsstave. Hummus kan desuden varieres (nærmest) det uendelige, så skift endelig gurkemeje ud med andre krydderier eller smagsgiver. Jeg er selv glad for soltørrede tomater, oliven eller rødbeder 🍅

Ingredienser

  • 1 dåse kikærter (240 g. kogte)
  • 2 spsk. tahin
  • Saften fra 1/2 citron
  • 2-3 spsk. sesam- el. olivenolie
  • 1/2 dl. koldt vand
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 2 tsk. gurkemejepulver
  • Salt og peber efter behov

Sådan gør du

  1. Start med at komme alle ingredienser i en foodprocessor (undtagen vand) og blend.
  2. Tilsæt herefter vand lidt efter lidt, indtil du får en cremet og jævn konsistens.
  3. Smag til med salt og peber - volià!