Har du nydt din ferie? Det håber jeg! Men jeg håber også, at du glæder dig bare en lille smule til, at komme tilbage til hverdagen igen. For selvom ferie er skønt, sundt og velfortjent for mange af os, så er der bare flest hverdage at gøre med, og derfor er det jo også dem, vi skal være allermest tilfredse med. Vi skal fylde hver dag med glæde, grin og nydelse, og ikke kun tager os tid til det (og dem) vi elsker, når vi holder ferie eller har weekend. 

Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad der lige skaber den glædesfyldte hverdag, men da du læser med her på bloggen, så satser jeg på, at du bl.a. finder glæde i din yogapraksis. Og jeg satser på, at du har et ønske om at mærke den postive, afslappende og energigivende effekt yoga har på din krop og dit sind, og at du derfor gerne vil prioritere din praksis. Så hvordan gør du det, når du samtidig ved, at der venter en kæmpe stak opgaver på dit skrivebord og en fyldt indbakke? Du får mine 7 bedste råd her:

1) Drop den dårlig samvittighed: Nej, det her er ikke en invitation til at springe yogaen over, men derimod en invitation til, at prioritere den uden at føle skyld. Når du tager dig tid til dig selv og din sundhed, så får du nemlig mere overskud til andre mennesker og andre opgaver. Når du hopper på yogamåtten, strækker kroppen ud og får ro i hovedet, så er det faktisk en investering som giver afkast i form af et gladere dig. Og selvom du har travlt på arbejdet er det ikke (jeg gentager; ikke!) egoistisk af dig, at tage tid til træning og selvpleje.

2) Drop forventningerne om den perfekte praksis: Det kan godt være, at du har en romantisk forestilling om, at din praksis skal vare min. 90 minutter ved solopgang, men hvis din hverdag indeholder madpakker, børn der skal ud af døren, samt 30 minutters transporttid til arbejde, så kan det godt være, at du skal revurdere planen lidt. Det fantastiske ved onlineyoga er jo, at det kan være præcis og hvor og hvornår du vil! Så vælg det tidspunkt og de dage, der fungerer bedst for dig og din hverdag.

3) Planlæg: Det "farlige" ved at hjemmeyoga er så fleksibilitet kan være, at du aldrig får det gjort. Så er du en af dem, der har brug for lidt struktur og disciplin i hverdagen, så gør dig selv den tjeneste, at put din yogatid fast i kalenderen. Lav en aftale med dig selv og overhold den, som havde du en aftale med en rigtig god ven, du ikke vil brænde af. Du og din krop fortjener helt samme værdsættelse og respekt.

4) Kend dine faldgruber: Hånden på hjertet, hvad er så oftest årsagen til, at du ikke kommer måtten? Og hvordan kan du navigere rundt om det? Er det fx børnene der larmer? Så få et familiemedlem til at tage dem med på legepladsen eller måske hiv dem med på måtten. Tager notifikationerne fra Instagram opmærksomheden? Sæt telefonen på fly-mode og læg den i tasken. Er du træt om eftermiddagen? Så prøv at dyrk yoga om morgen. Kommer du sent hjem? Så hop på måtten i 15-20 minutter og husk, at lidt også har ret. 

5) Husk hvad yoga gør for dig: Den der rare følelse du har i krop og sind, efter du har været på måtten? Husk den! Måske endda skriv den ned til "dårlige" tider, så du har noget der motiverer dig og du ved, hvorfor du egentlig prioriterer yoga. Om det så er, at yoga giver dig en smertefri lænd, mere energi eller får dig til at vrisser lidt mindre af din partner. Alt tæller. 

6) Op på hesten igen: Det er heldigvis ikke verdens undergang, hvis du misser din praksis i en uge (eller fire). Det er bare yoga! Op på hesten igen, start stille og roligt ud, og vær god ved dig selv. Det er aldrig for sent at komme igang igen. 

7. Mix it up: Nogle gang kan det være en udfordring at vælge en sekvens, når man dyrker onlineyoga. Hvis du er i tvivl om, hvad du lige er til eller hvis du føler dig lidt uinspireret, så er mit bedste råd, at du mixer det op. Prøv noget nyt og noget andet end hvad du plejer. Hvis du fx altid dyrker det mere langsomme, afslappende yoga, så prøv en sekvens der får sveden til at dryppe lidt. Hvis du er vant til lange yogatimer, så prøv i stedet et kort flow. På Ro Yoga kan du også filtrere videosamlingen på varighed, sværhedsgrad og intensitet, og du kan udforske de forskellige serier vi har samlet til jer.

God fornøjelse på måtten! Namaste