I uge 35 starter Ro Yogas efterårssæson, med en nyhed på holdplanen. Jeps, du gættede rigtigt; Restorativ Yoga. Desværre kan jeg konstatere, at det er holdet der har færrest tilmeldte. “Og hvorfor nu det?” spurgte jeg mig selv i går. Måske fordi mange af os gerne vil “have noget ud af vores træning”. Vores puls skal pumpe, og det må gerne være lidt hårdt! Eller om ikke andet, skal vi gå fra timen med en følelse af, at have fået strukket kroppen godt igennem. Vores kultur ligger efter min mening meget op til, at vi skal “gøre” og “præstere”, og vi ordet “multitaskning” er efterhånden et rimelig kendt og brugt ord, omend fænomenet faktisk er en myte (1). Kort sagt, vi sætter ikke pris på vigtigheden af, at slappe af.

Nu skal det ikke lyde som om, at der noget galt med de mere aktive former for yoga eller andre former for fysisk træning - dem dyrker jeg også selv i stor stil, og det er meget vigtigt for vores kredsløb, at vi holder os aktive. Pointen er blot, at det er en synd og skam at overse fordelene og vigtigheden af ren og skær afslapning. Så jeg vil her give mig i kast med en lille forsvarstale for denne (i Danmark) tilsyneladende oversete yogastil. For der er mange gode grunde til, at bruge restorativ yoga som et supplement til hård, fysisk træning og dybe stræk.

Først og fremmest; hvad er definitionen på restorativ yoga? Ifølge Judith Hanson-Lasater, som kaldes “the queen of restorative yoga”, er det en yogaform, hvor vi bruger hjælpemidler, såsom tæpper og blokke, så vores kroppe er komfortable og ubesværede. Det handler om at tage tid til stilhed og til bare at være - alt sammen for at fremme vores helbred, velværd og afslapning. Det er en yogaform uden stående, aktive stillinger, men derimod med masser af siddende og liggende stilinger, som holdes i 5-10 min. ad gangen. Der er stadig fokus på stræk, men idéen er at slappe af fuldstændigt i strækket, således at kroppen kan give slip på spændinger. Til en restorativ yoga time vil vi som regel også slutte af med en dejlig lang savasana (afspænding).

Restorativ yoga…

  • Lærer dig kunsten at slappe af og mindske stress
    I restorativ yoga holder vi som sagt stillingerne i længere tid, samtidig med, at vores kroppe har optimal støtte til at være komfortable. Det skaber på det fysiologiske plan en stimulering af vores parasympatiske nervesystem, som igen fremmer afslapning og restitution ved at sænke vores hjerterytme, blodtryk og vejrtrækningsrytme. Og på det mere mentale plan, så er restorativ yoga en skøn måde at øve sig i at give slip. Med det mener jeg, at man skal give slip på forventninger til sig selv om hvad man skal opnå eller præstere, og derimod blive komfortabel med at lave mindre, og med “bare” at være.
  • Stilner dit sind
    Restorativ yoga er en meget introvert og stille for form for yoga. Og i vores noget støjende, og til tider skræmmende verden, er stilhed en vigtig mangelvare. For når vi er stille, skaber vi plads til fordybelse og refleksion. Vi giver os selv tid til at kigge indad, til at se hvad end vi tumler med i et nyt lys, samt plads til, at vores intuitive selv kan komme til orde. Alt sammen er vigtigt for en sund krop og sjæl, og for at vi kan nyde vores liv.
  • Hjælper dig efter sygdom - både fysiske og psykiske
    Fordi restorative yoga er en mildere yogaform, er den især velegnet til folk der lider af fysiske skader/skavanker, eller kæmper med stress, depression, angst og lignende.
  • Hjælper dig ind i en meditativ tilstand
    Restorativ yoga er ikke meditation i sig selv, men det er mediterende, idet det hjælper os til at finde frem til en afslappet, rolig tilstand, som kan gå forud for din meditationspraksis.
  • Fremmer kontakten til din vejrtrækning
    Fordi den fysiske del af en restorative yoga praksis ikke er udfordrende, giver det mere plads til, at fokusere på din vejrtrækning, og gøre den dyb og rolig. Læs mere om den dybe vejrtrækning i yoga her.
  • Hjælper dig til end bedre og dybere søvn
    Som tidligere nævnt, så stimulerer restorative yoga den parasympatiske del af nervesystemet, og når vi er i en mere afslappet og rolig (sinds)tilstand, vil vi have nemmere ved at falde i en dyb, dyb søvn.

Har du nogen erfaringer med restorativ yoga, som du vil dele? Eller nogen spørgsmål omkring denne dejligt afslappende praksis? Så skriv en kommentar nedenfor ☺️