Motivation. Fantastisk når vi har den og fylder os op med gejst og gå-på-mod. Og omvendt er det mega irriterende når den ikke er der, og i stedet bare er erstattet med en umiskendelig trang til at se Netflix og spise is.

Ikke at der er noget galt med hverken is eller Netflix, men det får dig jo ikke rigtig hevet hen på yogamåtten. 

Så hvad gør vi, når motivationen kan være lidt af en luskebuks? Hvad skal vi sætte vores lid til? Et af de redskaber der hjælper mig rigtig meget er, at sætte en intention med min praksis, inden jeg går i gang. En intention der handler om, hvorfor jeg egentlig dyrker yoga og hvad det giver mig fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt.

Hvad er en intention?

En intention kaldes på Sanskrit (yogaens originalsprog) for "Sankalpa". Sankalpa kan oversættes til en forpligtelse eller et løfte vi giver os selv, som støtter vores højeste selv. Det er et statement og hensigt som vi kan hive fat i og bruge til guidance - ikke blot i vores praksis, men i livet generelt. Det hjælper os til at huske på, hvorfor vi egentlig er her og hvad der egentlig er vigtigt. Når vi sætter en intention/Sankalpa hjælper vi os selv til at leve et mere mindful og ja, intentionelt liv i retningen mod vores Dharma.

Det betyder ikke, at hver intention du sætter skal være lige højtragende. Nogle dage kan det måske også "bare" være, at få løsnet op for dine stive baglår: Tricket her er, at huske på hvorfor de stive baglår skal strækkes ud. Det kan fx være fordi det giver dig færre smerter og mere bevægelsesfrihed, der så igen gør, at dit overskud og energi vokser, så du nemmere kan gøre de andre ting i livet, du har sat dig for.

Hvorfor har jeg brug for en intention i min praksis?

Du har nok hørt din yogalærer tale om, at du skal fokusere på din vejrtrækning hele din praksis igennem. Det er både for at hjælpe dig rent fysiologisk, men det er også for at give dine tanker noget at holde sig beskæftiget med. Det samme gælder for din intention. Den kan hjælpe dig med at "hænge i" og minde dig på, hvorfor du står og balancerer på et ben, mens dit lår brænder. Eller at det er okay, hvis du ikke fanger Bakasana i dag Når din praksis bliver intens og svær eller i den anden ende måske lidt kedelig, kan det virkelig hjælpe at huske på din intention. Derudover er det også en måde at fokusere din energi og programmere dig selv og dine vaner og mønstre på - du bliver nemlig, hvad du tænker!

Hvordan sætter jeg en intention/Sankalpa

  1. Start din praksis ud med din intention: find stilhed, luk øjnene og træk vejret dybt
  2. Tænk over en kvalitet, evne eller følelse, som du vil gerne vil kultivere og øge i dit liv. Det kan fx være venlighed, tilgivelse, kærlighed, styrke, overskud eller medfølelse. Eller måske er det igen de førnævnte baglår der er på spil og holder dig tilbage fra at udleve dit fulde potentiale. Din intention kan være hvad end der gør dig glad, tilfreds og til en bedre udgave dig selv.
  3. Vær opmærksom på dit ordvalg. Det er vigtigt, at du holder dig positiv i måden du taler til dig selv på. Hvis din intention fx handler om, at du vil have mere overskud, så sig til dig selv "jeg er balanceret i krop og sind" eller " jeg er venlig overfor mig selv og andre", fremfor "i dag vil jeg ikke skælde min partner eller mig selv ud".
  4. Slut din praksis med din intention. Giv dig et stille øjeblik i slutningen af din praksis til igen at mærke og suge din intention til dig. Føler du dig lettere, mere afslappet og klar i krop og sind? Og hvordan kan du holde fast i din intention udenfor måtten også?
  5. Husk, at du bare er et menneske, og at dit fokus derfor ikke kan være perfekt 100% hele tiden. Nogle gange vil tankerne vandre væk, du bliver distraheret og din intention vil glide i baggrunden. Det er helt okay og det kræver træning. Men jeg lover dig, at de yogatimer hvor du holder fast i din intention vil føles meget mere meningsfulde eller hvis du blot hopper på måtten for at træne.

Sætter du intentioner i din praksis? Hvad er din favorit?