2020 er, mildt sagt, et specielt år. Det har for mig, og sikkert også for mange andre, virkelig været en prøvelse i forhold til at slippe kontrollen og acceptere, at alt bare er lidt usikkert. Ting bliver aflyst i sidste øjeblik, vi skal holde afstand, droppe håndtrykket og kram, bruge håndsprit og masker. Verden er mere distanceret, og det er en ny virkelighed, vi må forholde os. Jeg har selv måtte aflyse yogahold, ferier og koncerter, og senest var det en tur til Sydfrankrig med min mor der røg. Fire dage inden afrejse ændrede Udenrigsministreriet nemlig deres rejsevejledning og Frankrig kom i “orange”. Selvfølgelig er der en grund til, at de kommer med de anbefalinger, og det var jo bare en ferie, men alligevel... Øv.

Så hvad gør man så? Min mor havde ikke lyst til at rejse et nyt sted hen, og Simon havde ikke feriedage til det, så hvis jeg skulle afsted, måtte det blive på egen hånd. Så jeg tog eventyrhatten på, undersøgte hvilke lande der var “åbne” og bookede mandag formiddag en flybillet til Firenze med afrejse morgenen efter. Der er ikke langt fra tanke til handling hos mig, som min svigermor altid siger, så jeg fandt også hurtigt et sted på airbnb halvanden time nordpå, bestilte en lejebil og kunne glæde mig til en aleneferie i 6 dage.

Da jeg lå i sengen natten inden afrejse mærkede jeg dog usikkerheden kommende snigende. Ikke fordi jeg var nervøs for, om der skulle ske mig noget på rejsen. Jeg har rejst i flere måneder alene i mit sabbatår efter gymnasiet i både Botswana, Tanzania, Australien og Indien, og det gik så fint. Jeg kunne bare mærke, at mit valg prikkede til min komfortzone, og tanker som “ej, jeg kunne jo også bare blive hjemme hos Simon. Så kan jeg få arbejdet lidt, og vi kan jo lave noget hyggeligt i weekenden. Måske det vil være bedre at vente med en ferie, til Simon kan. Du sover også altid dårligt, når han ikke er der. Hvem skal du dele minderne med?” begyndte at dukke op. Og som jeg lå der og vendte og drejede mig i sengen, gik det op for mig, hvad tankerne egentlig drejede sig om… Jeg var blevet lidt for vant til at navigere inden for de trygge rammer. Hånden på hjertet, så var jeg nok blevet lidt for afhængig af min mand - både i form af hans selskab, men også i form af at have ham til at “klare” tingene. Jeg havde simpelthen mistet lidt af min egen power og min spontanitet.

Det sidste år har jeg fået skabt en hverdag, der netop tillader det spontane. En hverdag med plads til at tage ud og rejse uden for de traditionelle ferietidspunkter, arbejde om aftenen og se veninder om formiddagen, tage til Sjælland og besøge min famile midt på ugen osv. osv. Kort sagt, så har jeg skabt mig et liv, hvor jeg kan styre min tid helt selv. Problemet har bare været, at Simons hverdag med arbejde i Forsvaret ikke tillader det samme. Det er noget mere skemalagt, og det har jeg ladet mig holde tilbage af. Jeg har ikke “udnyttet” den fleksibilitet, jeg ellers havde, fordi jeg gik med en forestilling om, at det først blev rigtigt fedt, når Simon kunne være med. Jeg tror lidt, at jeg var drevet væk fra nogle af mine egne værdier om at være et stærkt, selvstændigt menneske der hviler i sig selv. Jeg følte mig afhængig på den ikke så fede måde. Misforstå mig ikke: jeg elsker Simon overalt på jorden og jeg elsker, at dele oplevelser med ham. Men det udelukker jo ikke, at jeg også kan elske at dele oplevelser med mig selv.

Så med den erkendelse i baghovedet pakkede jeg min tøven væk, steg ombord på flyet, hentede bilen og kørte ud i det toscanske landskab. Jeg ankom til “The Limonaia of Casagrande” aka Citronhytten om aftenen, og selvom det var mørkt, blev jeg rimelig hurtigt bekræftet i, at jeg havde taget det helt rigtige valg. Det er sjældent man siger det, men stedet var virkelig endnu hyggeligere og pænere end på billederne, så jeg sov som en sten den nat. Navnet “Limonaia” kommer af, at det er et lille anneks til et større hus, som man oprindeligt har brugt om vinteren til at opbevare citrontræer. Margherita, som ejer huset “Casagrande”, har fået sat Citronhytten SÅ pænt i stand og helt i tråd med den traditionelle, italienske stil. Det er virkelig gennemført og kan klart anbefales. Hytten er ikke stor, og køkkenet er rimelig interimistisk (kun én lille kogeplade og ingen ovn), men rigelig fint til 1-2 personer, der mest vil nyde udelivet. Hytten ligger nord for Firenze, tæt ved byen Barga. Find den her

IMG_2056.jpg IMG_2060.jpg

Jeg havde helt bevidst ikke lagt planer, om ting jeg bare “skulle” se, fordi hele pointen med turen jo var, at finde ro og blive tilpas i mit eget selskab. Jeg følte lidt, at det ville blive forstyrret, hvis jeg havde alt for meget på programmet. Jeg tog til Lucca en enkelt dag for at se byen og spise is, og så havde jeg én dag med en halvvild aktivitet: Jeg besteg et bjerg - alene! Jeg havde luret lidt på det ude i horisonten fra Citronhytten, så jeg spurgte Margherita, hvad det hed, og så tog jeg afsted. Nu er jeg rimelig vant til at gå lange ture, men shit… At skulle bevæge sig 1300 højdemeter op ned igen, der er altså hårdt! Toppen var dog alle strabadserne værd, for nøj, hvor var der smukt. Og igen var det en perfekt mulighed til at bevise overfor mig selv, at jeg sagtens kan gennemføre noget hårdt alene og nyde oplevelsen. Bjerget hedder Pania della Croce, hvis andre vil prøve kræfter med det. Jeg startede og sluttede turen i Fornovolasco, og det tog mig ca. 6 timer i ok raskt tempo. Ruten er fint afmærket med røde/hvide markeringer hele vejen op, og ellers kan jeg anbefale at man bruger app’en Wikiloc. Den indeholder en masse vandreture verden over, som man kan hente ned til sin smartphone og -watch.

B85DEF2A-A65E-4476-8317-BA3E5C046219.jpg

Ellers gik tiden mest med at dyrke yoga på terrassen, læse i solen og slappe af, og det var lige hvad jeg trængte til. Det lyder måske lidt skørt, men jeg føler virkelig, at de 6 dage i mit eget selskab har gjort noget. Jeg føler, at jeg har (gen)fundet lidt af min egen power, bevist for mig selv, at jeg kan, hvad jeg vil, Og så har jeg oprigtigt følt glæde i mit eget selskab, uden at savne nogen at dele det med. Jeg fik følelsen af, at alt var præcis, som det skulle være, og at jeg har helt ro på inden i. Ingen stress, ingen jag, bare nydelse og taknemmelighed. Hvis mine oprindelige rejseplaner ikke var blevet aflyst, var jeg ikke kommet ud af den der komfortzone og rejst afsted alene. Så med fare for at tænde klichéalarmen, så tror jeg virkelig på at se muligheder fremfor begrænsninger i alt her i livet. Især i de situationer, der ved første øjekast virker ærgerlige. Og jeg tror på, at det vigtigste forhold du nogensinde får her i livet, og det du skal pleje allermest, er dit forhold til dig selv. Det lyder måske simpelt, men alligevel er det noget som mange af os glemmer.

“What if I fall?" Oh, but my darling, what if you fly?” - Erin Hanson IMG_2336.jpg

Mine 5 bedste tips til rejse alene

  1. Spørg dig selv “hvorfor ikke?”: Ofte frygter vi ting, uden helt at være klar over hvorfor. Hvis du er draget af tanken om en solo-tur, men alligevel ikke helt tør, så find ud af hvad det er, der holder dig tilbage. Måske din mor har fortalt dig, om engang hendes venindes tantes datter var afsted alene og fik sin pung stjålet. Måske du har hørt, at de kører helt tosset i Italien og derfor frygter trafikken. Måske du er bange for at kede dig. Måske har du dårlig samvittighed over at lade mand og børn blive hjemme. Måske du frygter stilheden… Skriv det hele ned, og så tag et skridt tilbage fra det. Er det nu også så slemt at køre rundt i udlandet? Kunne alenetiden og stilheden måske være gavnlig? Mon ikke jeg kan passe ordentlig på mig selv, og ikke vandre rundt alene om natten i en storby? Når vi først ser vores frygt i øjnene, mister de som regel deres tag.
  2. Læg så få planer, som muligt: udover det basale som fly, billeje og overnatning til de første par dage, så synes jeg virkelig, at soloferier kommer til sin ret, når de ikke er planlagt ned til den mindste detalje. Giv plads til det spontane og til, at hver morgen starter med: “hvad vil jeg gerne i dag?” og ikke med "hvad har jeg planlagt i dag”. Det er sådan roen, bevidstheden og hvilen i sig selv får plads til at vokse. Der er ingen børn, kærester eller venner at tage hensyn til, når du rejser alene, og det må du gerne udnytte til at gøre tingene i dit helt eget tempo. Måske du vil bruge hele dagen på et museum eller nyde en god bog og først spise aftensmad kl. 22…
  3. Vær ikke bange for at gå ud alene: Hvis du bliver lidt ensom på din rejse, så tag ud. Der er ingen skam i at sætte sig på en kaffebar eller restaurant alene - også selvom det måske føles lidt akavet først. Tag en bog med eller bare betragt stemningen omkring dig.
  4. Brug Airbnb eller lignende: Personligt, så synes jeg, at det er meget mere hyggeligt at leje andres bolig/værelse, når jeg rejser alene. Der kan du ofte føle dig langt mere “hjemme” end på et hotelværelse, og du har plads til at selv at lave mad osv. Hvis du er meget socialt anlagt, så overvej et hostel, for der er altid glade mennesker at falde i snak med. Og ellers, så bare omfavn ensomheden der måske opstår undervejs - den har ofte meget lærdom med sig.
  5. Spørg om hjælp: Jeg har ofte spurgt om hjælp til lige at få noget oversat, finde vej, få taget et billede, eller få en fremmed til at se efter min taske. Folk er som regel venlige, når man spørger pænt.