Mmmm. Findes der nogen bedre måde at starte dagen på, end med en stor portion varm grød og end kop te? Nope, ikke hvis du spørger mig! Stort set alle mine morgenmåltider består af en eller anden form for grød med topping-overload - man er vel et vanemennesker. Hvis jeg skal vælge en favorit, så må det være den her quinoagrød. For udover at quinoa (udtales keen-wah) bare smager så godt, så er det lille frø nemlig også proteinrigt, og en god kilde til calcium, magnesium, jern, B-vitaminer, E-vitamin og kostfibre. Det er altså en super god tilføjelse til kosten - især til vegetarer og veganer.

For at få ekstra protein, og gøre grøden mere mættende, så tilføjer jeg et scoop vegansk proteinpulver, men det kan naturligvis undlades. Derudover tilsætter jeg også loppefrøskaller, som er små frøskaller, der stammer fra planten Plantago ovata. De er meget rige på kostfibre, som bl.a. hjælper til en sund fordøjelse, regulerer blodsukkeret, samt balancerer kolesterol i blodet. Til denne opskrift har jeg brugt banan, chiafrø, pekannødder og peanutbutter som toppings, men de kan selvfølgelig varieres i det uendelige efter smag og behag.

Vær opmærksom på at quinoa skal koges i ca. 15 min., så det er lidt mere tidskrævende end en portion havregrød ☺️

Ingredienser

Grøden

  • 40 g. quinoa
  • 1,5 dl. vand (eller havredrik for en luksusvariant)
  • 50 - 60 g. frosne hindbær
  • 1 knsp. salt
  • 1 scoop vegansk proteinpulver (min favorit er fra Plantforce)
  • 1 spsk. loppefrøskaller

Toppings

  • Banan
  • Peanutbutter
  • Chiafrø
  • Pekannødder

Sådan gør du

  1. Skyl quinoaen i koldt vand, kom den i en gryde med vand eller havredrik.
  2. Kog grøden ved jævn varme i ca. 15 minutter. Du kan se at quinoaen er kogt færdigt, når de små "haler" kommer frem.
  3. Når grøden har fem minutters kogetid tilbage, så tilsæt de frosne hindbær og lad dem koge med.
  4. Når grøden med hindbær er kogt færdig, så rør proteinpulver og loppefrøskaller i. Føles grøden for tør, så tilsæt mere væske under lav opvarmning.
  5. Smag til med salt og lad grøden hvile i ca. 5 min.
  6. Og så til det festlige: top grøden med pekannødder, peanutbutter, banan, chiafrø og hvad du nu ellers har fantasi til!

Referencer

  1. https://www.bbcgoodfood.com/howto/guide/health-benefits-quinoa
  2. https://draxe.com/psyllium-husk/