Quinoa er en basisingrediens her i huset, og bliver spist på stort set daglig basis. Det lille frø er rig på protein, samt en god kilde til calcium, magnesium, jern, B-vitaminer, E-vitamin og kostfibre (1) . Jeg har her på bloggen tidligere delt min opskrift på en vanedannende quinoagrød, samt opskrift på et lækkert farsbrød med quinoa. I dag får I så opskriften på veganske quinoadeller, som snildt kan komme på påskebordet i næste uge. De er nemme at lave, smagfulde, glutenfrie og dejligt sprøde udenpå.

Opskrift på plantedeller med quinoa (ca. 12 styks)

Ingredienser

  • 100 g. ukogt quinoa
  • 50 g. solsikkekerner
  • 50 g. rismel
  • 1 dl vand
  • 3 mellemstore gulerødder
  • 1 mellemstort løg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3 tsk. loppefrøskaller
  • Spidskommen, chili, oregano
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Kog quinoaen efter anvisning på posen, og lad den køle af.
  2. Rør de 3 tsk. loppefrøskaller godt rundet med 6 spsk vand - lad blandingen stå og trække.
  3. Riv gulerødderne groft, og hak løget fint.
  4. Rør nu quinoaen sammen med loppefrøskallerne - der skal helst ikke være klumper i.
  5. Tilsæt herefter resten af ingredienserne til quinoaen og rør farsen godt sammen. Føles farsen for våd, kan du tilsætte lidt ekstra rismel og føles den omvendt for tør, så tilsæt lidt ekstra vand.
  6. Form dellerne til den ønsket størrelse og steg dem sprøde i olie - ca. 4-5 min. på hver side.

Velbekomme!

Referencer

  1. https://www.bbcgoodfood.com/howto/guide/health-benefits-quinoa