Jeg er lidt et vanemenneske, når det kommer til, hvad jeg spiser. Især om morgenen. Jeg elsker grød i alle afskygninger - havregrød, boghvedegrød, hirsegrød, chiagrød - you name it. Min absolut favorit er dog quinoagrød. Min mand plejer at drille mig med, at min krop efterhånden består af 20% quinoa, med de mængder jeg indtager, haha.

Da jeg er temmelig aktiv i hverdagen og lever vegansk, er jeg ekstra opmærksom på, at min kost indeholder nok protein. Udover at quinoa (udtales keen-wah) bare smager godt, så er det lille frø også proteinrigt, og det er samtidig en god kilde til calcium, magnesium, jern, B-vitaminer, E-vitamin og kostfibre (1). Jeps, en sand “super food”.

En anden vigtig ingrediens i denne opskrift, er acai (udtales ah-sigh-ee) pulver, som kommer fra acai bær. Acai er især rig på vitamin A, calcium og fibre (2), og derfor synes jeg det er en god måde at give min grød et lille “boost” på. Det samme gør sig gældende for det grønne pulver, som også kommer i min grød. Det er en blanding af bl.a. broccoli, spinat, spirulina, hvedegræs, og byggræs, og jeg bruger det til at få et ekstra tilskud af vitaminer og mineraler.

Jeg tilføjer desuden altid en spiseskefuld hørfrø- og kæmpenatlysolie eller peanutbutter, for at få lidt sunde fedtstoffer. Hvis man ikke er til olie, så kan man bruge en håndfuld nødder i stedet. Sidste topping jeg plejer at pimpe min grød med er sojayoghurt - det bare lige er prikken over i'et. Nå ja, og så lidt kakaonibs... Men så heller ikke mere!

Ingredienser

  • 40 g. quinoa
  • 1,5 dl. vand (eller havredrik for en luksusudgave
  • 1 tsk. acai pulver
  • 1 spsk. greens pulver (Pukka, Superfruit og Bodylab har bl.a. en blanding)
  • 1 spsk. peanutbutter eller hørfrø- og kæmpenatlysolie (Urtekram og Livets Olie er mine favoritter)
  • 1/2 appelsin eller anden frugt
  • 1 spsk. sojayogurt
  • 1 tsk. kakaonibs
  • 1 knsp. salt

Sådan gør du

  1. Skyl quinoaen i koldt vand, kom den i en gryde med vand.
  2. Kog grøden ved jævn varme i 10-15 minutter. Tilsæt evt. mere vand undervejs.
  3. Sluk og rør acai, greens pulver og salt i.
  4. Top med frugt, yoghurt, peanutbutter og kakaonibs.

Referencer

  1. https://www.bbcgoodfood.com/howto/guide/health-benefits-quinoa
  2. https://www.livestrong.com/article/111990-acai-berry-nutrition-information/