Over de sidste otte uger, har jeg beskrevet de otte trin på den klassiske yogas vej. I denne uge kigger jeg på det ottende og sidste trin - Samadhi. Samadhi er målet med Patanjalis klassisk yoga, og ordet der stammer fra Sanskrit kan oversættes til lyksalighed. Lettere forenklet sagt, så kan det forstås som den dybeste tilstand af meditation og den højeste bevidsthedstilstand vi mennesker kan nå. Samadhi er en meget individuel oplevelse som kan være svær at sætte overordnede ord på. Det siges dog at være en tilstand, hvor den der mediterer og det der mediteres på, dvs. subjekt og objekt, smelter fuldstændig sammen. Ordet yoga betyder “forening” og det er i tilstanden af Samadhi, at man opnår en erkendelse af helhed og samhørighed med hele universet. Følelsen af at være et individ erstattes af noget større, og vi er dermed i stand til at se verden som den er, uden det filter som vores allestedsnærværende ego ellers præger vores virkelighed med. Det er vigtigt at pointere, at Samadhi ikke er en permanent tilstand, men en tilstand vi kan opnå gennem meditation med øvelse og dedikation ✨