I år er det første gang, at Simon og jeg skal være “værtspar” for juleaften. Det glæder vi os helt vildt til, for det er da lidt specielt, at kunne holde jul i eget hjem. Menuen hos os er lidt blandet, for jeg spiser vegansk (se min vegansk julesteg og sovs her), mens resten af min familie fejrer jul med and og flæskesteg. Èn ting vi alle dog gerne vil have, er noget grønt til at supplere den halvfede julemad med. Min mor laver altid en rødkålssalat, og i år laver jeg også en grønkålssalat og rosenkålssalat - det er jo kålsæson ;-) Kål er en god ting at inddrage i kosten, da det er fyldt med vitaminer og kostfibre. Begge salater er nemme at gå til med få ingredienser, så de kræver ikke, at du bruger særlig lang tid ekstra i køkkenet.

Grønkålssalat med granatæble og tahindressing

Ingredienser til salat

  • 300 g. Grønkål
  • 2 store gulerødder
  • Kerner fra 1/2 granatæble
  • 50 g. ristede mandler

Ingredienser til tahindressing

  • 2 spsk. tahin
  • 1 spsk. tamari
  • 1 spsk vand
  • Saft fra 1/2 lime

Sådan gør du:

  1. Hak grønkålen groft og riv gulerødderne
  2. Rist mandler på en tør pande indtil de tager lidt farve. Drys med salt, og lad dem køle af.
  3. Udhul granatæblet - og pas på! Saften kan farve tøj, vægge, og lignende.
  4. Bland ingredienserne til dressingen og smag til. Føles den for tyk, kan du tilsætte lidt ekstra vand.
  5. Vend alle ingredienserne i en skål og server!

Salat med stegt rosenkål pekannødder - sennepsdressing

Ingredienser til salat

  • 300 - 400 g. rosenkål
  • 2 fed hvidløg
  • 1 æble
  • 50 g. pekannødder
  • Salt & peber

Ingredienser til dressing:

  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. agavesirup (honning kan også bruges, hvis salaten ikke skal være vegansk)

Sådan gør du

  1. Damp kålen 3-4 min. og steg den efterfølgende på panden med 2 fed hvidløg. Sluk når kålen har taget lidt farve, og drys med salt og peber
  2. Rist pekannødderne let på en panden, indtil de tager farve. Sluk og lad dem køle af.
  3. Skær æblet i tynde både.
  4. Bland ingredienserne til dressingen og smag til.
  5. Vend alle ingredienserne i en skål og server!