Søndagsstillingen fortsætter med det “Kriger-tema” vi har haft kørende de seneste par uger, og i denne uge kigger jeg derfor på stillingen “Omvendt Kriger” 💪 Den er, ligesom de andre krigerstillinger, en stående stilling og styrker derfor musklerne i benene - især lårene. Ydermere er øvelsen fremragende til at åbne op og skabe mobilitet i hofterne, lysken, brystkassen og skulderne, samt strække siden af overkroppen.

Sådan gør du

  1. Start i Kriger 2, med højre ben forrest. Har du problemer med balancen, kan du sagtens øge afstanden mellem dine ben.
  2. På en indånding, løft højre arm op mod loftet samtidig med, at du lader venstre hånd glide ned mod gulvet langs det venstre ben. Undgå dog at kollapse i den venstre side af overkroppen. Hvis du føler at dette er tilfældet, så lad venstre hånd komme højere op på benet, så der er længde i begge sider af overkroppen. Stillingen bliver ikke mere “rigtig” af, at din hånd er langt nede på det venstre ben.
  3. Kig op mod højre hånd
  4. Hold brystkassen højt og bøj en smule bagover i ryggen. Træk skulderbladene let tilbage.
  5. Sørg for at det forreste knæ peger lige frem, samme retning som tæerne. Knæet kan nemlig godt have tendens til, at falde indad.
  6. Forsøg at have vægten ligeligt fordelt mellem begge fødder og ikke mindst mellem alle fire hjørner af fødderne.
  7. Bliv i stillingen i 30 sek. til 1 min. Kom tilbage til kriger 2, og gentag til den anden side.

Simone i stillingen Omvendt kriger