Som den vakse læser måske har opdaget, er der begyndt at snige sig flere og flere vegansk opskrifter ind her på bloggen. Jeg er ikke fuldblodsveganer, men jeg er dog begyndt at skære ned på mejeriprodukter og æg herhjemme, og synes det er ret interessant at eksperimentere lidt med alternativer. Både på grund af de sundhedsmæssige aspekter der kan være ved at vælge mere plantebaseret kost, men for mig handler det allermest om dyrevelfærd og de miljømæssige fordele det har at fravælge animalske produkter. Men mere om alle disse etiske overvejelser i et andet indlæg! 😉

Nu skal det handle om det I er kommet for: opskrifterne. Den ene dip er den evige klassiker, pesto, som jeg har “opdateret” og lavet uden (gisp!) parmesanost. Den anden dip er en cashewcreme, som er et mere eller mindre desperat forsøg på selv at lave et alternativ til ost, så jeg undgår at skulle betale overpris for de veganske “oste” jeg kan finde i supermarkedet. Og nej, jeg kan lige så godt sige det som det er, den smager ikke som en god, dansk skiveost. Det er minder mere om en smøreost, men smager altså ganske lækkert, og kan bruges på pizza - jeg har testet! Den specielle ingrediens, som går igen i begge opskrifter, er gærflager. Gærflager (ikke at forveksle med tørgær) er små gulbrune flager af inaktivt gær, der i det veganske køkken ofte bruges som erstatning for ost - især parmesanost. Gærflager er desuden en god kilde til protein B12-vitamin, B-6 vitamin, selen, zink, jern og folinsyre (1,2). Udover at være ingrediens i mine to dip-opskrifter her, så kan jeg klart også anbefale at drysse gærflager udover en (vegansk) pastaret eller lasagne.

Gærflager
Gærflager

Vegansk pesto (1 glas)

Ingredienser

  • Blade og de pæneste stilke fra 2 hele basilikum (økologisk)
  • 50 g. pinjekerner
  • 3 spsk. gærflager
  • 2 små fed hvidløg
  • 1/2 dl. god olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Skyl basilikum blade og stilke
  2. Rist pinjekernerne let gyldne
  3. Hak pinjekerner og hvidløg groft
  4. Kør alle ingredienserne i en minihakker eller blender, og spæd eventuelt til med ekstra olie.

Vegansk pesto af basilikum

Cashewcreme á la ost (1 glas)

Ingredienser

  • 1 dl. cashewnødder (udblødt i min. 2 timer)
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. god olivenolie
  • 2 spsk. gærflager
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Det er rimelig ligetil: kør alle ingredienserne i en minihakker, blender eller food processor, til du har en jævn sammenhængende masse. Du skal eventuelt lige røre et par gange undervejs.

Begge dips kan fint holde sig 2-3 dage i køleskabet.

Cashewcreme ala ost

Referencer

  1. https://www.livestrong.com/article/263528-what-are-the-benefits-of-nutritional-yeast-flakes/
  2. https://www.mindbodygreen.com/0-7360/5-reasons-why-im-obsessed-with-nutritional-yeast.html