Mmm... En lækker svampet og krydret gulerodskage - hvem elsker ikke det?

Bare fordi man lever vegansk skal man ikke gå ned på kage! Der findes et hav af muligheder for at erstatte æg og mælkeprodukter, og det er slet ikke så svært at bage "vegan style" som det måske lyder. I denne opskrift har jeg erstattet æg med hørfrø, og den traditionelle ostecreme på toppen er byttet ud med en lækker, luftig kokosflødeskum. For at gøre den glutenfri har jeg valgt at bruge boghvedemel, men det kan skiftes delvist ud med rismel og/eller sorghummel.

Næringsindholdet i denne kage er også noget bedre end den traditionelle variant. Jeg har nemlig tilsæt hvide bønner, som bidrager med fibre og protein, og sødet med kokossukker og æblemos som ikke påvirker dit blodsukker lige så kraftigt som hvid sukker gør. Så kom endelig bare i gang at bage - måske du kan invitere gæster til eftermiddagskaffe og -kage i weekenden? ☺️

Ingredienser til kagen

  • 4-5 store gulerødder (ca. 300 g)
  • 230 g. boghvedemel - eller anden glutenfri meltype
  • 100 g. kokossukker
  • 100 g kogte hvide bønner
  • 100 g. valnødder
  • 75 g. smeltet kokosolie eller vegansk smør
  • 2 hørfrø”æg” (2 spsk. knuste hørfrø rørt sammen med 4 spsk. kogende vand)
  • 3 store spsk. æblemos
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. ingefærpulver
  • 1 knsp. salt

Ingredienser til topping

  • En dåse fuldfed kokosmælk - sat på køl min. 2 timer inden brug
  • 2-3 spsk. agavesirup
  • Evt. lidt revet citron alt efter smag og behag

Sådan gør du

  1. Start med at køre alle de tørre ingredienser (undtagen valnødder) i en foodprocessor. Det er vigtigt, at der ikke er klumper af bønner i dejen. Har du ikke en foodprocessor, så kør bønner for sig i en minihakker eller blender.
  2. Skræl gulerødder og riv dem fint på et rivejern.
  3. Hak valnødder groft
  4. Bland alle de våde ingredienser sammen med de tørre og rør det godt sammen - evt. i foodprocessor.
  5. Rør nu forsigtigt revet gulerod og valnødder i.
  6. Smør en form og kom dejen i. Bages ved 180 grader (almindelig ovn) i ca. 30-35 minutter. Kagen er færdig når der ikke hænger dej ved, når du stikker i den.

Mens kagen køler af, kan du lave toppingen

Sådan gør du - topping

  1. Åben den kolde kokosmælk (husk at den skal stå på køl min. 2 timer), og kom den tykke del i en skål. Kokosvandet kan du gemme til en smoothie!
  2. Pisk med en håndmixer den tykke kokosmælk og agavesirup i ca. 1 min. Smag til og tilsæt evt. citronskal.
  3. Fordel kokosflødeskum over den afkølede kage, og hold den på køl indtil servering.