"Nå, hvad har du så lavet i weekenden, Simone?". Jeg har såmænd stået i køkkenet til den store guldmedalje, og eksperimenteret med at lave en anderledes, vegansk, julemiddag. Jeg har i mange år ikke spist kød, men for en måneds tid siden valgte jeg også, at skære mælkeprodukter fra min kost. Simpelthen på grund af dyrevelfærd - men den snak kan vi tage en anden god gang. Hvorom alting er, så har det gjort, at jeg skal være lidt alternativ med maden på den ellers traditionsrige juleaften. De sidste par år har jeg fået falafler og min mors rødkålssalat, men det er altså blevet lidt for kedeligt i år ;-) Resten af min familie spiser naturligvis stadig deres and og flæskesteg, for jeg kunne aldrig drømme om, at tvinge dem til noget andet. Men mon ikke, at de også gerne vil smage lidt af min mad, når juleaften kommer. De er i hvert fald gået med til, at jeg i år laver en anderledes risalamande baseret på chiafrø. Opskriften på den, sammen med en lækker vegansk julekage, kommer på bloggen senere på ugen.

Jeg ved, at der er mange derude, der er i samme båd som mig - vi spiser anderledes end resten af familien. Så min tanke med dette farsbrød er, at det skal være nemt at lave, og at det kan holde sig i køleskabet til jueldagene. Jeg vil dog anbefale, at du laver det tidligt på dagen, eller aftenen før, så det kan få tid til at samle sig. Hvis du vil, kan du også lave sovsen dagen før og varme den op påny. Ingredienslisten til sovsen ser måske en anelse lang ud, men jeg lover, at den ikke er svær at lave.

Vegansk farsbrød med svampe og quinoa

Ingredienser

  • 100 g. ukogt quinoa
  • 100 g. ukogte røde linser
  • 50 g. havregryn
  • 150 g. gulerødder - skrællet og i små tern
  • 200 g. brune champignons - i tynde skiver
  • 1 løg - fintsnittet
  • 2 fed hvidløg fintsnittet
  • 2 spsk. knuste hørfrø med 5 spsk. vand
  • Timian, oregano, laurbærblade, gærflager, salt & peber (efter smag og behag)

Sådan gør du

  1. Kog quinoa og røde linser efter anvisning på pakken og tilsæt et eller to laurbærblade. Tip: jeg kogte linser og quinoa i samme gryde, for at spare lidt opvask.
  2. Snit grøntsagerne og svits dem på panden i 5-7 min.
  3. Lad quinoa og linser køle let af
  4. Lav imens hørfrøblandingen: Kom 2 spsk. hørfrø i en lille skål og tilsæt 5 spsk. vand. Lad det stå og trække imens grøntsagerne på panden steger færdig.
  5. Kør de kogte linser og quinoa sammen med havregrynene kortvarigt i en foodprocessor eller brug en stavblender. Tilsæt så krydderier, gærflager, salt, peber samt hørfrøblandingen og kør foodprocessoren igen kortvarigt.
  6. Kom farsbrødet i en form og bag i ca. 40 min på 200 grader.

Vegansk sovs

Ingredienser

  • 3 dl kogende vand
  • 1 tsk. grøntsagsbouillon (svarende til ca. 1/2 tern)
  • 1.5 dl soja- eller havrefløde
  • 1 lille spsk. vegansk smør
  • 1 lille rødløg (hakket meget fint - evt. i en minihakker)
  • 1 lille spsk. ahornsirup
  • 3 spsk. tamari
  • 2 spsk. balsamico
  • 2 tsk. tomatpuré
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 1 laurbærblad
  • 1 tsk. timian
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Kom løget i en gryde og svits i vegansk smør (eller olie) i et par minutter
  2. Tilsæt ahornsirup, tamari, timian og balsamico til gryden, mens du pisker
  3. Rør det kogende vand op med bouillonen, og hæld det i gryden sammen med tomatpuré. Lad sovsen simre 2-3 minutter.
  4. Tilsæt nu majsstivelse og pisk det godt sammen, så du undgår klumper.
  5. Tilsæt sojafløden, salt, peber og laurbærbladet, skru ned for varmen, og lad sovsen simre i ca. 5 min.
  6. Smag til og tilsæt eventuelt mere fløde, tamari, ahornsirup eller balsamico. Du kan også tage en smule mere stivelse i, såfremt sovsen er for tynd.

Rigtig glædelig jul! 🤶🏻