Heldigvis bliver det nemmere og nemmere at leve vegansk her i Danmark, og særligt de seneste par år er der sket en del, når det kommer til udvalget af veganske alternativer i fødevareafdelingen. Men hånden på hjertet; nogle gange skal der tænkes lidt kreativt, når man lever plantebaseret, og sådan som verden er skruet sammen pt, så er der klart flere madtilbud for kødspisere end veganer.

En af grunde til, at jeg deler alle de opskrifter som jeg gør, er, at hjælpe folk lidt mere over mod det plantebaserede køkken og vise, at man som veganer ikke behøver at lide afsavn. For et par uger siden spurgte jeg derfor på Instagram, hvad folk savnede et vegansk alternativ til. Her blev der bl.a. nævnt pålæg til de klassiske rugbrødsmadder. Noget der ikke "bare" er spreads, såsom hummus. Jeg har derfor lavet hele tre bud på plantebaseret pålæg - rig på smag, men helt fri for animalske produkter. Der er tun'fri'salat, kød'fri'pølse og lever'fri'postej - jeps, jeg har været kreativ med navnene 😉Jeg håber, at du vil smage med!

Tun'fri'salat - lavet på jackfruit

Jackfruit er en stor tropisk frugt (den kan veje helt op til 40 kg!), som stammer fra det sydvestlige Indien og andre steder i Sydøstasien. Herhjemme kan den købes på dåse i vand i bl.a. SuperBrugsen og Føtex. Jackfruit smager ikke af meget, men grundet dens konsistens og evne til trevle er den en god erstatning for tun, makrel og andre opskrifter hvor du ellers ville bruge stykker af kød.

Tun'fri'salat - lavet på jackfruit

Ingredienser

  • 1 dåse jackfruit
  • 1/2 dl neutral planteyoghurt - fx soja
  • 3 spsk. vegansk mayonnaise (Hellmanns og Naturli har begge en variant)
  • 1/2 finthakket rødløg
  • 1/2 glas hakket kapers - juster mængden efter smag og behag
  • 1 tsk. dijonsennep
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Hæld vandet fra jackfruiten og mos frugtkødet let med en gaffel. Det sidder fast på en “kerne” af frugten.
  2. Skyl nu den trævlede jackfruit, og lad den dryppe godt af. Du kan evt. komme den i et viskestykke, og trykke vride vandet ud.
  3. Rør planteyoghurt, vegansk mayo, sennep samt salt & peber sammen og smag til. Rør nu finthakket rødløg, kapers og jackfruit i.
  4. Server på et stykke lækkert rugbrød - perfekt til frokostbordet/madpakken.

Lever'fri'postej - lavet på tofu

Tofu er en sojabønnemasse lavet af koaguleret sojamælk. Konsistensen minder typisk om en blød ost, men tofu kan fås i både bløde og faste varianter. Sojabønner (og derved tofu) er rig på protein og kaldes et komplet protein, fordi det indeholder alle de essentielle aminosyrer. Alt i alt et super fint alternativ til kød, omend man som veganer også skal huske at spise varieret.

Lever'fri'postej - lavet på tofu

Ingredienser - obs! Giver en stor portion

  • 250 g fast tofu
  • 250 g blomkål
  • 150 g champignons
  • 1 porre
  • 50 g. havregryn
  • 50 g. solsikkekerner
  • 1 dl havrefløde eller anden plantefløde
  • 2-3 spsk. tamari
  • 1 tsk. timian
  • 1/2 tsk. allehånde
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Rist solsikkekerner let på en tør pande. Lad dem køle af
  2. Skær blomkålen i mindre buketter og kog den mør. Lad den dryppe godt af i en si
  3. Svits porre og champignon på panden.
  4. Tænd ovnen på 200 grader.
  5. Læg tofuen i et viskestykke, og klem så meget væde du kan ud af den
  6. Kom nu alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til du har en helt glat og jævn postej. Husk at smage til undervejs.
  7. Kom postejmassen i en rugbrødsform, pensl med olivenolie og bag den ved 200 gr. i ca. 25 minutter.
  8. Lad den afkøle på en bagerist og opbevar den på køl.

Kød'fri'pølse - lavet på kikærter og hvide bønner

Bønner og kikærter er også fantastiske i det plantebaserede køkken, da de kan bruges i mange retter og indeholder gode mængder protein og fibre. I denne opskrift bruger jeg Agar Agar, som er en vegetabilsk erstatning for gelatine, for at få massen til at blive fast og skærebar. Det kan derfor ikke undlades, men du finder det i de fleste helsekostforretninger eller på nettet.

Kød'fri'pølse - lavet på kikærter og hvide bønner

Ingredienser

  • 100 g. kogte kikærter
  • 100 g. kogte hvide bønner
  • 1 dl sojafløde
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. Agar Agar pulver
  • 20 g. revet rødbede
  • 2 tsk. bouillon opløst i 2 dl vand
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk paprika
  • Salt & peber

Sådan gør du

  1. Kom alle ingredienser i en foodprocessor og kør indtil du har en ensartet masse. Smag til, og tilsæt nu ekstra krydderier, hvis du vil.
  2. Kom massen i en gryde og lad det koge under omrøring i ca. 5 minutter. Det er vigtigt at røre rundt, så det ikke brænder på.
  3. Hæld derefter massen over i glas der er høje og runde og som tåler varme. En lille rund bøtte kan også bruges.
  4. Stil på køl til den er helt fast, og lirk pølsen ud af glasset med en kniv.
  5. Skær den i tynde skiver og brug som pålæg.