"Ej, Simone, bliver her kage ikke liiige heftig nok?" spurgte jeg mig selv, da jeg stod og legede lidt med forskellige ingredienser forleden dag i køkkenet. "En rig, fyldig chokoladekage OG en cremet smørtopping ovenpå? Måske den kommer til at være for overdådig..."

But then again. Hvorfor nøjes? Hvorfor ikke følge lysten og lave den der over the top kage? Vi lever jo kun en gang - ikke sandt? Så her er den: min heftige, tunge, men mega smagfulde "giv-mig-en-bid mere" lækre chokoladekage toppet med en smør-tahincreme. Kombinationen af tahins saltede nøddeagtige smag og den mørke chokolades fyldighed giver en umådelig god smag, og den er strøget direkte ind på min top 3 over yndlingskager. Men jeg er altså også kæmpe chokoladefan.

Udover at være laktose- og glutenfri, så er denne kage fri for raffineret sukker og i stedet sødet med kokossukker, som har et lavere glykæmisk indeks (1). Da der ikke er gluten i, har jeg tilføjet xanthangum til dejen, som giver struktur og elasticitet. Det er nok ikke en ingrediens du kan finde i et supermarked, men i din lokale helsekost har de det sikkert, og det er ikke dyrt. Hvis du tåler gluten fint, kan du selvfølgelig skifte melet ud med almindelig hvedemel og derved også undlade xanthangum.

Ingredienser til kagen

  • 150 g. chokolade
  • 125 g. rismel
  • 100 g boghvedemel
  • 125 g. vegansk smør - stuetemperatur
  • 100 g. kokossukker
  • 2 chia"æg" (laves ved at blande 2 spsk. chiafrø med 5-6 spsk vand).
  • 1,5 dl. kokosmælk
  • 4 spsk. ahornsirup
  • 3 spsk. kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk. instant kaffepulver blandet med 1 dl vand
  • ¼ tsk. xanthan gum
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 knsp. salt

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader.
  2. Sigt mel, kakao, bagepulver og xanthangum i en skål
  3. Smelt chokolade langsomt over vandbad
  4. Pisk smør og sukker i en stor skål.
  5. Rør ahornsirup, salt og vanilje i smørblandingen.
  6. Rør chia"æg" i smørblandingen
  7. Rør halvdelen af melblandingen i smørblandingen
  8. Rør chokolade og kaffe i smørblandingen
  9. Rør resten af melet i.
  10. Hæld dejen i en smurt form (min er 20 cm. i diameter) og bag den i 35-40 min. Du skal kunne stikke i den med en tandstik, uden at der hænger dej ved.

Ingredienser til tahinsmørcreme

  • 100 g. smør - stuetemperatur
  • 50 g. tahin
  • 2 spsk. agavesirup
  • 1 tsk vaniljepulver

Sådan gør du

  1. Sørg for at røre tahinen godt sammen
  2. Pisk smørret til det er luftigt.
  3. Pisk tahinen, agavesirup og vanilje i til det hele er godt blandet og smag til.
  4. Smør cremen på den afkølede kage.

Referencer

  1. https://www.livestrong.com/article/367337-what-are-the-benefits-of-coconut-sugar/