Her kommer opskriften på den grønne iste, som jeg har serveret de sidste par uger til mine udendørsyogaevents. Opskriften er simpel, og den ingefærdrik jeg har lavet til kan også nemt bruges til andre sager - fx smoothies eller som et morgen "pick-me-up"-shot. Du kan nemt selv justere præcist hvor sødt, surt eller bittert, du vil have den. Andre typer af te kan naturligvis også bruges, som fx hvid- eller rooibos-te.

Det skal du bruge (til ca. 1,5 liter)

  • 1 liter kold, grøn te (jeg brugte grøn te "gunpowder" fra Natur Drogeriet - den har en dejlig kraftig smag)
  • 50 g. økologisk ingefær
  • 1 citron
  • 1/4 liter æblemost
  • Isterninger

Sådan gør du

  1. Skold ingefær for at undgå eventuelle bakterier. Jeg bruger økologisk, og derfor skræller jeg ikke ingefæren.
  2. Put ingefæren i en blender sammen med 1/2 liter vand, og kør i ca. 2 minutter. Jo mere vand du bruger, jo mindre kraftfuld bliver smagen.
  3. Si pulpen fra, så du har en ren ingefærsaft. Kom saften fra den hele citron i.
  4. Bland nu den kolde, grønne te med ingefær-citronsaften og æblemost. Smag til og justér alt efter smag og behag ☺️

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om det fordelagtige ved ingefær - det kan du læse her.