For nogen kan det måske virke som et mystisk tidsspilde, at sidde med lukkede øjne i 10-15 minutter og forsøge at tænke på "ingenting".. Men man kan ikke komme uden om, at rigtig mange mennesker praktiserer meditation verden over, så noget må der vel være om snakken? Eller hvad? Læs med her og bliv lidt klogere på, hvad meditation egentlig er for en størrelse, og hvorfor jeg synes, at det er en af de bedste vane du kan inkorporere i din hverdag.

Omend meditation først rigtig vandt indpas her i Vesten i 1960’erne, så har det faktisk været dyrket i Indien i over 3000 år. Det er altså en ældgammel disciplin, som mange mennesker oplever utrolig gavnlige effekter med. Og det er slet ikke så hokus pokus, som du måske tror!

Er meditation så bare at lukke øjnene og tømme hovedet for tanker?

Det korte svar er nej, omend meditation kan være lidt svært at sætte endegyldigt ord på. Ser vi på det fra et yogisk aspekt, så er det den syvende af yogaens otte grene og hedder “Dhyana” på Sanskrit. Meditation kan herfra forklares som en bevidst måde at kontrollere vores sinds tendenser og vaner, og at opnå en tilstand af fokus og koncentration. Du er i en tilstand af meditation, når du evner at have et konstant flow af koncentration og opmærksomhed på ét enkelt objekt, uden at lade dig rive med af andre tanker og forstyrrelser.

Meditation er altså ikke at tømme hovedet for tanker, og man har ikke opnået en meditativ tilstand, når det lykkedes en, at stoppe med at tænke. Tankestrømmen er uundgåelig og ikke noget vi skal flygte fra. Når du først acceptere denne simple, men vigtige, præmis, så bliver meditation slet ikke så svært igen. Meditation kan ses som en uafbrudt, og med tid mere og mere ubesværet, strøm af opmærksomhed mod ét fokuspunkt, fx vejrtrækningen. Det kræver tålmodig at nå hertil, men det gode er, at det kan øves. Hver gang der dukker en tanke eller følelse op, der bringer dig væk fra dit fokuspunkt, så kan du øve dig i at vende opmærksomheden tilbage igen - uanset hvor mange gange, det sker.

Meditation bliver derved en fredfyldt pause fra tanker og bekymringer, hvor vi skruer ned for alle de indtryk der ellers kan komme fra højre og venstre. Samtidig er det en tilstand, hvor vi er opmærksomme og bevidste, og via meditation kan vi øge vores perspektiv og forståelse for os selv, for andre og for livet generelt. Vi kan ikke tænke os til alt! Nogle gange har vi mennesker har brug for stilhed, for at kunne se klart. Og det er en meget vigtig pointe i den klassiske yogafilosofi.

Hvorfor bør jeg bruge tid på meditation?

I vores kultur synes jeg klart at der er en tendens til, at vi har svært ved at være i nuet (mig selv inklusiv!). Vi kan nemt komme til at føle, at vi ikke er nok og at der skal forbedring til. Vi vil gerne være mere, nå mere, udrette mere og komme videre til det næste. Tankerne myldrer, og det kan være svært at finde ro og tid til "bare at være". Men netop meditation kan hjælpe dig til at observere tankemyldret, distancere dig selv lidt fra det, og derved kan du nemmere finde en god balance i livet.

Kigger vi på meditation med forskningsbriller på, så kan det:

  1. Øge mængden af grå masse i de regioner af hjerner der er forbundet med læring og hukommelse, samt vores evne til at håndtere følelsesmæssige indtryk (2)
  2. Mindske angstsymptomer, samt hjælpe med smertehåndtering (3)
  3. Mindske tendenser til overspisning (4)
  4. Reducere depression (5)
  5. Reducere stress og fobier (6)
  6. Øge din søvnkvalitet og hjælpe mod søvnløshed (7)
  7. Sænke blodtrykket og kolesterol
  8. Styrke dit immunforsvar

Jeg håber at det kan inspirere dig til at starte din egen meditationspraksis. Der findes utallige teknikker, som jeg vil dække i et senere indlæg, men det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er en teknik der er mere rigtig end en anden. Så prøv dig lidt frem, og se hvad der resonerer med dig. Til slut linker jeg her til en lille video med en meget flink munk, der forklarer at meditation ikke behøver at være svært ☺️

Referencer

  1. https://www.psychologytoday.com/blog/meditation-modern-life/201307/overview-meditation-its-origins-and-traditions
  2. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3004979/
  3. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22805898
  4. https://www.researchgate.net/publication/239848228_Mindfulness_Wisdom_and_Eating_Applying_a_Multi-Domain_Model_of_Meditation_Effects
  5. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24395196
  6. https://videnskab.dk/krop-sundhed/mindfulness-meditation-kan-hjaelpe-mod-stress-og-fobier
  7. https://jamanetwork.com/journals/jamainternalmedicine/fullarticle/2110998