Jeg havde simpelthen sådan savnet at lave mad og bage, efter at have været væk i seks uger på yogauddannelse. Så i weekenden måtte jeg have fuld gang i køkkenapparaterne igen. Det resulterede bl.a. i disse lækre romkugler (eller trøfler, som min mand påstår, at det hedder her i Jylland), som jeg serverede for min nye (og gamle) elever, da sommerforløbene startede op.

"Sunde romkugler?!" tænker du måske. Men bare rolig: smagen fejler bestemt ikke noget! Som én af mine elever sagde "de smager da for godt til at være sunde". Og ja, "sundt" er selvfølgelig et vidt begreb, og jeg vil heller ikke påstå, at de er kalorielette. Men romkuglerne her er veganske og frie for både raffineret sukker og gluten. Der er selvfølgelig lidt sukker i mørk chokolade, men hvis man vælger den mørkeste af slagsen, er det begrænset.

Desuden er der en "hemmelig" ingrediens i, som jeg ikke fik fortalt mine smagsprøvekaniner: sorte bønner. Jeg eksperimenter tit med at lave søder sager med bælgfrugter, da det øger protein- og fiberindholdet. Derudover er sorte bønner også en god kilde til vitamin-B1, folsyre, magnesium og jern (1).

IMG_9178.JPG

Ingredienser

  • 230 g. kogte sorte bønner (ca. 100 g. i tørret tilstand)
  • 200 g. dadler (de bløde af slagsen)
  • 100 g. mandler
  • 50 g. havregryn
  • 2-3 spsk. kakao
  • 2 spsk. romessens
  • 2 spsk. kokosolie
  • 1 tsk. vanilje
  • 1 knsp. salt
  • Valgfri: Krymmel & frysetørret hindbær til at rulle dem i

Sådan gør du

  1. Blend mandler og havregryn fint, så de bliver til mel.
  2. Dræn vandet fra bønnerne, og har du en god foodprocessor, så kom resten af ingredienserne i (husk at fjerne stenene fra dadlerne) og kør til du har en sammenhængende masse. Hvis ikke, så mos dadlerne først i en minihakker, og derefter bønnerne, og bland til sidst det hele sammen.
  3. Stil dejen på køl i 1 times tid - det gør den mere medgørlig, når du skal trille kugler af den.
  4. Tril kuglerne og rul dem i valgfri krymmel. For en luksusudgave kan du overtrække dem med chokolade.

Referencer

  1. https://www.livestrong.com/article/238506-black-bean-nutritional-facts/