Dadelkugler er efterhånden en velkendt snack i manges hjem, og forståeligt nok. De kan varieres i det uendelige (sådan næsten, da), kræver få ingredienser og er hurtige at lave. Og så er det en sund snack, fyldt med naturlig sukker fra dadler, sunde fedtstoffer fra nødder og ikke mindst mættende fibre. Herhjemme er de et kæmpe hit, og jeg har som regel altid nogle i køleskabet.

Denne variant har et friskt touch af citron og lakrids, og de smager vidunderlig! De er en perfekt eftermiddagssnack til at stille den lille sult, men jeg kan klart anbefale dig at lave en dobbelt portion, når du alligevel er igang - de forsvinder hurtigt, og kan ellers sagtens holde sig i køleskabet. Du kan altid undlade lakridspulveret, hvis smagen er for intens.

Ingredienser (ca. 20 kugler)

  • 200 g. dadler (de bløde, uden sten)
  • 50 g. mandler
  • 50 g. hasselnødder (kan erstattes helt af ekstra mandler)
  • 2 spsk. kokosolie (næsten flydende)
  • Skal af 1 reven øko citron
  • 1 knsp. salt
  • Lakridspulver (fx Rålakridspulver fra Urtekram)

Sådan gør du

  1. Blend alle nødder til mel i en foodprocessor
  2. Tilsæt dadler, kokosolie, citronskal og salt. Kør indtil du har en sammenhængende masse.
  3. Form massen til små kugler og tril dem i lakridspulver
  4. Stil dem på køl i min. 2 timer før servering, så de bliver faste.