Jeg fik lavet en del mad sidste weekend, inden mit første yoga & brunch event, hvilket har givet mig et godt arsenal af lækre, veganske opskrifter 🌿 De bliver lige så stille drysset ud over bloggen her det næste stykke tid. Og i dag skal det så handle om mandel-valnøddesmør. Når man blender nødder eller kerner længe nok, så forvandles de på magisk vis til en flydende creme. Opskriften, hvis jeg kan tillade mig at kalde den det, er meget simpel, og er man ikke til det julede touch i form af kanel, kan det snildt undlades. Eneste aber dabei er, at hjemmelavet nøddesmør kræver en foodprocessor. En almindelig blender kan ikke klare det.

Ingredienser til 1 glas nøddesmør

  • 100 g. mandler
  • 100 valnødder
  • 1-2 tsk. kanel (afhængig af hvor meget kanelsmag du ønsker)
  • 2 spsk. kokosolie (blød)
  • Et nip salt

Sådan gør du

  1. Rist nødderne jævnt, til de er let gyldne. Enten på panden eller i ovnen på 200 grader.
  2. Lad nødderne køle let af, og kom nu alle ingredienserne i en foodprocessor, og kør til det bliver jævnt og cremet.

Obs! Det kan godt tage lidt tid at forvandle nødderne til cremet smør, og du bliver nok nødt til, at stoppe maskinen et par gange og skrabe kanterne. Jo længere man lader foodprocessoren hakke, jo mere flydende bliver smørret - så vær tålmodig. Nødderne vil gå fra mellignende konsistens til en stor klump der lægger sig op af foodprocessorens side (her skal du fortsætte med skrabe siderne og brække klumpen i stykker), og til sidst bliver det mere flydende. Hvis blandingen bliver meget varm undervejs, så stop og lad den køle af i nogle minutter.