Det er i den grad blåbærsæson i Danmark, og skovene omkring os i Midtjylland vrimler med de små, smagfulde bær. Jeg elsker at gå og hygge mig med at samle et lille forråd, og hvis jeg ikke bruger bærrene som topping på grød, så ender de oftest i en kage af en art. Det er også tilfældet med den her lækre, svampede sandkage som er blevet piftet lidt op med en omgang blåbærskum. Som altid er mine opskrifter fri for animalske produkter (for nej, man skal ikke bruge æg i bagværk), og den her er også fri for gluten og raffineret sukker. En perfekt sommerdessert - også på de mere grå og våde dage. 


Ingredienser til én stor tærte

  • 240 g. kogte butterbeans
  • 150 g. dadler, uden sten (helst de store, bløde i papæske)
  • 150 g. mandler
  • 100 g. majsgryn ~ polenta (ukogt)
  • 75 g. kokosolie
  • 3 spsk. hørfrø (obs! Skal knuses i en morter eller kaffekværn)
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • Saft fra 1 citron

Ingredienser til blåbærskum

  • 250 ml. piskbar sojafløde
  • 100 g. friske blåbær

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader.
  2. Knus hørfrø i en kaffekværn eller morter, og dæk med 9 spsk. vand. Lad blandingen stå og samle sig, alt imens du forbereder resten af ingredienserne.
  3. Hak mandlerne fint til mel i en minihakker eller foodprocessor.
  4. Dræn vandet fra butterbeans og kør' også dem kortvarigt i en foodprocessor.
  5. Kom resten af ingredienserne til kagen i foodprocessoren (også hørfrøblandingen), og kør indtil du har en sammenhængende masse .
  6. Hæld blandingen i et smurt tærtefad og bag i ca. 25 min. Kagen skal være let gylden og fast.
  7. Lad kagen køle af, mens du laver blåbærskummet.

Sådan gør du - blåblærskum

  1. Pisk sojafløden til skum og hold den kølig.
  2. Blend blåbærrene kortvarigt med en stavblender - de skal stadig have lidt struktur.
  3. Fordel nu først sojaflødeskummet på kagen og marmorér derefter skummet med blåbærmassen. Det gør du ved at fordele massen i nogle klatter, og derefter let stryge det rundt med en gaffel eller lignende.