Hindbærsnitter - bare uden alt det stads, som kroppen ikke har så godt af. Min sunde(ere) variant er "raw" (dvs. at de ikke skal bages), og lavet af bl.a. mandler, havregryn og dadler. At de er raw gør naturligvis også, at de ikke er sprøde som den originale variant, men derimod bløde og "chewy" som en daddelkugle. Til gengæld er de frie for sukker og gluten, og påvirker altså ikke blodsukkeret nær så meget, som dem du køber hos bageren.

Hindbærmarmelade kan du lave selv ud af hindbær, chia og agavesirup, men du kan selvfølgelig også bare "snyde" og finde en god, økologisk købevariant. Husk blot at lave marmeladen på forhånd. Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det, kan du eventuelt pynte dem med striber af smeltet, hvid chokolade.

Ingredienser til 18-20 stykker

  • 200 g. havregryn (glutenfrie)
  • 150 g. mandler
  • 150 g. kokosmel
  • 125 g. dadler
  • 6 spsk. kokosolie
  • 4 spsk ahornsirup
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 knsp salt

Sådan gør du

  1. Hak først mandler og havregryn fint i en foodprocessor
  2. Tilsæt herefter resten af ingredienserne til maskinen og kør, indtil du har en jævn, sammenhængende masse.
  3. Sæt dejen på køl i en times tid - så bliver den nemmere at arbejde med.
  4. Fordel nu dejen i to lige store stykker og rul dem ud hver især på bagepapir til de er ca. 0,5 cm høj. Mine deje blev ca. 18 x 24 cm
  5. Fordel hindbærmarmeladen på det ene stykke (du bestemmer helt selv, hvor tykt et lag marmelade du vil have på 😉) og læg forsigtigt det andet stykke dej oven på.
  6. Pynt evt. med striber af hvid chokolade og opbevar på køl. De holder sig snildt 3-4 dage.

Ingredienser til hindbærmarmelade

  • 250 g. frosne hindbær
  • 2 spsk. agavesirup
  • 2-3 spsk. chiafrø

Sådan gør du - hindbærmarmelade

  1. Kom hindbær i en gryde og lade dem koge let i ca. 5 minutter, indtil omkring halvdelen af væsken er væk.
  2. Tag gryden af varmen, og tilsæt agavesirup. Smag til, og hvis du ønsker en sødere variant, så tilsæt lidt mere sirup.
  3. Lad blanding køle af og tilsæt herefter chiafrø, og rør marmeladen godt rundt.
  4. Kom på glas og sæt på køl. I køleskabet suger chiafrøene den overskydende væske. Hvis den efter et par timer stadig føles for tynd, så tilsæt en ekstra spiseskefuld chiafrø.